Her er opskriften på en gratin med blomkål. Denne blomkålsgratin rækker til 4 personer.
Ingredienser
1 blomkål
salt
1 skalotteløg
40-50 g smør
75 g mel
1 tsk hvidvinseddike
2 dl mælk
1 dl fløde
5 æggeblommer
peber
muskatnød
5 æggehvider
en god håndfuld friskreven parmesanost
smør
rasp
Sådan laver du en blomkålsgratin
Tænd ovnen på 200° almindelig ovnvarme.
Gør blomkålen i stand og del den i buketter. Skær stokken i mindre stykker og gem dem. Kog buketterne 2-3 min. i letsaltet vand. Tag buketterne op og kog stokken mør. Lad samtidig vandet koge ind til 3-4 dl Tag stokken op og kom den i blenderen. Pil og hak skalotteløget meget fint. Bag mel og smør op i en kasserolle. Tilsæt skalotteløget og lad det snurre lidt med før der spædes med først blomkålsvand og vineddike, og siden mælk og fløde. Lad stuvningen koge godt igennem før den hældes i blenderen. Blend stok og stuvning til det er helt glat. Lad stuvningen køle af til den er fingervarm. Tilsæt æggeblommerne og lad dem køre med. Smag til med peber, muskatnød og salt. Pisk hviderne helt stive og vend dem sammen med resten. Smør et ildfast fad med smør og drys det med rasp. Hvis man ønsker at gratinen skal soufflere dvs. hæve, vælges en cylindrisk form. Læg blomkålsbuketterne i fadet, drys lidt parmesanost over og dæk med gratinmassen. Drys med rasp og læg et par smørklatter øverst. Bag gratinen i ca. 45 min.
Skriv et svar