Her er opskriften på et ciabattabrød. Du får 1 stort eller 2 små ciabattabrød med denne opskrift.
Ingredienser
3 dl håndvarmt vand
5-10 g gær
1 tsk salt
200 g italiensk pizzamel
1 tsk fint salt
½ dl jomfruolivenolie
50 g durummel
ca. 250 g italiensk pizzamel
Sådan bager du et hjemmelavet ciabattabrød
Kom vand, gær og salt i en stor dejskål og rør det. Tilsæt mel – hold dejskålen skråt og slå dejen blank og smidig med en grydeske. Fortsæt med at slå i dejen i yderligere 4-5 min. Dæk skålen til og stil dejen til hævning på et lunet sted i 3-4 timer. Eller indtil den er hævet til mindst tredobbelt størrelse.
Slå dejen ned og tilsæt salt, olie og durummel. Tilsæt ⅔ af pizzamelet. Rør så længe dejen er blød og ælt derefter. Tilsæt resten af melet lidt efter lidt. Skrab dejen ud på bordet og ælt grundigt og længe til den er sej og blank og stadig en anelse klistret. Læg dejen tilbage i skålen, dæk den til og lad den hæve til dobbelt størrelse (1½-2 timer) på et lunt sted.
Læg bagepapir på en bageplade. Drys mel på bagepapiret og drys mel på dejen rundt i kanten af skålen. Skrab forsigtigt dejen fri af skålen med en dejmåne eller kniv. Skrab/skub hele dejportionen ud på bagepapiret. Drys en stribe mel tværs over dejhvælvingen og del forsigtigt dejen i melstriben med dejmånen eller kniven. Skub de to portioner fra hinanden. Pas på ikke at klemme luft ud af dejen, jo mere forsigtig man er, desto luftigere bliver de færdige ciabattabrød. Drys brødene med lidt mel, dæk dem til og lad dem efterhæve til dobbelt størrelse.
Tænd ovnen på 250° almindelig ovnvarme. Rids brødene med en skarp kniv, pensl dem med vand eller brug en forstøver. Skru ned på 225° og sæt dem i ovnen sådan at overfladen af brødene er midt i ovnen. Bag brødene i ca. 30 min. og sprøjt lidt vand på dem et par gange undervejs. Køl brødet af på en bagerist.
Tips
Ciabattadejen kan også bages som ét stort brød. Lemp da dejen ud på bagepladen som beskrevet, men undlad at dele den i to. I stedet skubbes hvælvingen forsigtigt i oval form som et brød. Bagetiden forlænges med 8-10 min., evt. skrues ned på 210° midtvejs så brødet ikke bliver for mørkt.
Skriv et svar