Her er en dejlig dessert: Chokoladebudding. Den er ikke svær at lave, men husk at den skal stå afkølet et stykke tid efter den er lavet, så lav den om eftermiddagen, hvis du skal bruge den om aftenen.
Til 4 personer.
Ingredienser:
5 blade husblas
100 g chokolade
1 spsk kakao
½ l mælk
2 æg
1 spsk sukker
1 dl piskefløde
50 g hasselflager
Fremgangsmåde:
- Læg husblasen i koldt vand i 10 minutter.
- Bræk chokoladen i stykker og kom dem i en gryde med lidt vand. Smelt chokoladen ved meget svag varme, mens du rører i den.
- Rør kakao i og tilsæt mælken lidt ad gangen. Bring det hele i kog, mens du stadig rører.
- Tag gryden fra varmen. Tag husblasen op af vandet og kom den direkte i den varme chokoladeblanding, mens du rører i den.
- Skil æggeblommerne fra hviderne, og pisk æggeblommerne sammen med sukkeret. Pisk det herefter i chokoladeblandingen.
- Pisk æggehviderne stive og derefter piskefløden.
- Når chokolademassen er så tyk, at det minder om creme, røres de stiftpiskede æggehvider forsigtigt i og derefter flødeskummet.
- Kom buddingen i en skål og stil den i køleskabet til den er stiv. Pynt med hasselflager eller lidt flødeskum.
Skriv et svar