Her får du en opskrift på nogle dejlige tunruller, og det er udførligt beskrevet, hvordan du laver dem. Portionen rækker til 10 ruller, svarende til 60 stk. God fornøjelse.
Det skal du bruge til tunrullerne
5 ark noritang
5 dl sushi-ris
1 knsp. wasabi-pasta
10 stk. tun på 0,6×1,2×7,5 cm.
Sådan laver du tunrullerne
Start med at brede en bambusrullemåtte ud på bordet.. Tangen lægges på måtten.
Fordel risene jævnt på tangen, men lad ca. 2 cm øverst være fri. Lav en lille forhøjning af ris lige ud for denne stribe. Den holder fyldet på plads. Tag lidt wasabi på fingeren og stryg tværs over risene
Læg tunstykkerne midt på risene, oven på wasabien.
Anbring fingrene fladt på tunstykkerne for at holde dem på plads, og brug tommelfingrene til at løfte den ende af bambusrullemåtten, der er tættest på dig.
Rul måtten væk fra dig, idet du trykker tunen ind, så rullen bliver fast. Løft langsomt rullemåtten, til den dækker risene, men så striben af tang stadig er fri. Tryk langs hele rullen, så den bliver fast. Brug pegefingrene ovenpå, og de andre fingre på siden til at trykke rullen let sammen.
Løft kanten af rullemåtten, og vend rullen lidt mere, så den fri stribe tang når hele vejen rundt om rullen. Kontroller med fingrene, om rullet er lukket helt. Tryk let på hele rullen.
Skær rullen midt over, skær herefter begge stykker i tre dele, så du ialt har 6 stykker. Gentag det hele med resten af tang og ris.
Skriv et svar