Her er opskriften på en dejlig oksekødsuppe. Det er en helt klassisk opskrift. Opskriften rækker til 6-8 personer.
Ingredienser
2 kg suppekød (tværreb, spidsbryst eller bov)
1½-2 kg oksekraftben, savet i mindre stykker (få slagteren til det)
en stor suppevisk af: gulerod, selleri, persillerod eller pastinak, porretop, løg, hvidløg, stilkene af et lille bdt. persille,
krydderipakke: 2 nelliker, 1 laurbærblad, 15 peberkorn, frisk timian
1 spsk salt
3 porrer, den hvide del
3 tykke skiver selleri
3 gulerødder
salt
Sådan laver du en klassisk oksekødsuppe
Sæt kød og ben over i ca. 4 liter koldt vand. Bring det langsomt i kog og skum grundigt. Gør suppevisken i stand. Lav krydderipakken. Kom suppevisk, krydderipakke og salt i gryden, læg låg på og skru helt ned, væske og kød skal blot skælve. Skum bouillonen jævnligt undervejs. Stik i suppekødet efter ca. 2 timer, hvis det er mørt tages det op og sættes til side. Hvis ikke, må det simre yderligere en halv til en hel time. Lad urter og ben koge videre i en time til halvanden efter at kødet er taget op. Si bouillonen og gem den. Smid ben og urter ud. Skum al fedtet af bouillonen og kog den ind til 2 liter. Læs om klaring af suppe.
Gør grønsagerne til suppen i stand og skær dem i små stykker. Blancher dem kort i letsaltet vand og kom dem i suppen. Kog dem møre, smag suppen til med salt og server den med urterne og skiver eller terninger af kødet.
Tips
Suppen kan også serveres med urter, kødbollerog melboller, og suppekødet kan serveres separat med fx peberrodssovs. Hvis kødet ikke serveres samme dag som det er kogt, bør det altid opbevares i en portion af suppen.
Skriv et svar